7 uger gamle
og det har været en skrækkelig uge - jeg er meget ked af det.
Jeg har måttet lade smukke og dejlige MasterP aflive!
Jeg har været blind, for jeg har kun kunnet se, at han havde et
tydeligere stop og var mere hvælvet i hovedet end andre hvalpe. Han var
glad og lige så modig som sine søstre, men var lidt længere om at lære
ting, og blev hurtigere træt end dem. Det var ikke noget der bekymrede
mig ret meget, ikke alle hvalpe udvikler sig ens, så at han havde en
medfødt og fatal defekt (vand i hovedet), kom som et chok for mig.
Han var glad og legesyg om mandagen – hvilket man vist godt kan se på
billederne herunder – og jeg havde ikke forestillet mig, at jeg 2 dage
efter måtte begrave ham.
I tirsdags skulle kuldet chippes, vaccineres og tjekkes og da det blev
MasterP’s tur skete der noget ganske uforståeligt. Han sad på min arm,
men straks dyrlæge begyndte var hvalpens reaktion uhyggelig voldsom,
jeg har aldrig oplevet noget lignede. Han skreg og gik helt i selvsving,
han ville bare ikke noget som helst og kørte op i et stressniveau uden
sidestykke, og selv da MasterP var færdig, kunne han slet ikke falde til
ro, han blev ved at skrige og kæmpe, og han blev aldrig den samme hvalp
igen. Da vi kom hjem sov han længe, og jeg håbede inderligt, at han
ville være sig igen, når han vågnede – men nej. Han hverken spiste eller
drak, han gik kun rundt i cirkler og han kunne ikke se, så han gik ind i
ting og han peb og hylede meget, det var frygtelig at se – han havde nok
en vanvittig slem hovedpine, stakkels lille pus. Jeg beskyttede ham så godt jeg
kunne, holdt ham lidt for sig selv, og gav ham sukkervand af en pipette,
for vand skulle han da have. Jeg kontaktede dyrlæger, som mente at det
voldsomme stressanfald havde givet ham et større tryk på hjerne og
forværret skaderne i hovedet, og permanent skadet hjernen. Jeg ventede
til næste dag, for tænk nu hvis der bare var den mindste bedring – men
det var der ikke. Der var ikke andet at gøre end at give søde og utrolig
smukke MasterP fred, og han ligger nu begravet ude på "savannen" ved
siden af Vonda.
Åh, jeg har talt med så mange om det, også om arveligheden, og ved
øjenlysningen i torsdags, fik jeg endnu en lang snak, og som dyrlægen
sagde, så er det nok ”bare” naturen der af og til laver nogle grimme
fejl.....
Stakkels dem der skulle have haft MasterP, jeg er noget så ked af, at
jeg ikke kunne give dem en sund og rask hundemand. Men heldigvis har de
ikke mistet tilliden til mig, og vil vente på næste kuld.
