Det hele startede med, at jeg fik en colliehvalp af mine forældre - det
var i 1966. Den var fra Else Jørgensen, der havde en kennel ved navn "Lassie" -
den første kennel i Danmark af det navn. Det var en god kennel - ikke ret stor, men med
meget opmærksomhed om de enkelte hunde.
Det blev alle tiders hund, hendes navn
var Lassies Merrie-Black, og hun var
en dejlig stor og meget modig hund. Trods sit navn var hun zobel/hvid, men dog ret
mørk zobel. Vi kaldte hende Bonnie, og hun blev starten til min store kærlighed til
collierne - og hun havde meget amerikansk blod i sine årer.
Da jeg i 1972 flyttede hjemmefra og fik min egen familie, ville vi have
en hund mere. Det blev en hanhund fra Sverige: Mosshills Golden Nobleman, kaldet Clyde,
han var ud af engelske linier og derfor ikke så stor, som de hanner jeg
har i dag. Så begyndte
tanken om engang at få et kuld hvalpe at melde sig. Bonnie var blevet for gammel til at
få sit første kuld (6 år), så det måtte vente. Jeg gik på udkig efter en tæve
med amerikansk afstamning, da jeg altid bedst har kunne lide den lidt store type,
men det tog nogle år at finde den rette. I 1977 fandt jeg endelig hvad jeg var
ude efter: Fagerhøjs
Sweet Sally, en dejlig tricolour tævehvalp, som blev en skøn stor collie med et frygtløst temperament
- men
hendes far var også importeret fra USA!
Jeg ville gerne have et kennelmærke, inden mit første kuld blev født, men hvad
skulle det hedde? Hos DKK fik jeg at vide, at navnet "Lassie" ville blive givet
frit, da der nu var gået over 10 år, siden der sidst var blevet stambogsført
hvalpe i det navn. Jeg besluttede mig straks for at ansøge om at føre det navn
videre, til minde om min første collie, min dejlige Bonnie, og som hyldest til
Else Jørgensen og hendes måde at omgå sine hunde på.
Fra d. 17. maj 1978 var LASSIE mit kennelnavn.
Første kuld Lassie-hvalpe blev født i juni 1979, og siden har vi næsten haft et kuld
hvalpe om året.
Dressur
Jeg har siden min første collie været meget interesseret i dressur -
eller lydighedstræning, som det hedder nu. Bonnie blev bedst
på sit dressurhold med 97 points ud af 100 mulige, det var i 1968 i Valbyparken med Jørn
Aunfelt som instruktør. I 1981 bestod jeg med Fagerhøjs Sweet Sally for første gang
klasse 3, Sally blev derved én af de første collier, der bestod denne klasse, og
vi fik
Collieklubbens dressurnål i guld.
Alle mine hunde har gået til lydighedstræning,
og det med ret gode resultater. Jeg går tit op til officiel LP (Lydigheds Prøve)
og Rally Lydighed med mine hunde, og alle har erhvervet sig titler.
Desuden træner vi Agility,
Dogdance og DcH's programmer.
Så der er gang i Lassierne
Udstilling
Da alle collier, der skal bruges i avl, skal have opnået mindst en 2. præmie
på en DKK anerkendt udstilling, har alle mine hunde naturligvis været
udstillet mindst én gang. Men jeg bryder mig ikke så meget om udstillinger, da dommerne har
meget forskellige opfattelser af, hvordan en collie skal se ud, og dømmer derefter. Det er ikke sjældent at den samme hund hos én dommer får
en 1. præmie med certifikat (hvilket er en stor anerkendelse for prima kvalitet)
og kort efter hos en anden dommer får en 3. præmie, hvilket er det samme som at
dommeren ikke mener at pågældende hund er god nok til at blive brugt i avl.
Netop denne forskel i bedømmelserne oplevede én af mine hvalpekøbere under en
4-dags udstilling De havde tilmeldt hunden til bedømmelse alle 4 dage under 4
forskellige dommere. Resultatet var at hunden fik alt fra 1. præmie, 1. vinder
med SL (særdeles lovende) til en 3. præmie - hvilket som tidligere skrevet er:
"For dårlig til avl" Det skal bemærkes at alle 4 dommere skrev i deres
kritik, at hunden blev meget smukt fremvist, så det var ikke fordi hunden ikke
ville vise sig fra sin pæneste side.
Det har jeg lidt svært ved at acceptere, så derfor vil jeg hellere bruge min tid
på andre grene af hundesporten, Lydighed, Rally-lydighed, Agility og Dogdance -
jeg elsker at arbejde med mine hunde, men jeg udstiller altså ikke ret meget.
Skal man udstille skal det være fordi man synes det er sjovt.
Efter mere end 26 år med opdræt i Allerød, flyttede vi alle ud
på landet, nærmere bestemt til Stenlille i Midtsjælland,
hvor der er masser af
plads - også
til hundetræning.

Der er ingen hundegårde her, alle hundene lever som
almindelige familiehunde gør, dvs. vi deler hus og have i stor
fredsommelighed.
|
|
Jeg har deltaget i
Dansk Kennel Klubs
opdrætterkursus.
|

|
|